En gruppe af vores udviklere deltog i Django Day 2020, heriblandt Io Pinnerup. Hun giver her et spændende indblik i, hvordan hun oplevede den udbytterige dag:
Som tech lead i Magenta handler mit arbejde ikke kun om at udvikle nye software løsninger, men også om hele tiden at indsamle erfaringer om vores processer og værktøjer på tværs af projekter. Det gør, at vi i Magenta kan skabe de bedst mulige rammer for både udviklere, projektledere og ikke mindst for vores kunder, med de løsninger vi leverer.
Internt i firmaet drager vi naturligvis stor nytte af hinandens erfaringer, blandt andet på vores udviklerdage, men for mig er det vigtigt også at søge inspiration og læring i en større kontekst. Derfor er arrangementer som Django Day et vigtigt fagligt værktøj, både i min rolle som udvikler og som tech lead.
Programmet på Django Day 2020 bød på foredrag der dækkede hele udviklingsprocessen, fra valg af hosting over design, udvikling, dokumentation og deployment. Der var fokus på både processer og metodikker samt introduktioner til konkrete værktøjer, og gennemgange af specifikke problemstillinger og de tilgængelige løsninger. I nogle tilfælde blev man klogere på et aspekt af Django man ikke i forvejen havde kendskab til i detaljer – andre gange fik man øjnene op for et nyt perspektiv på en problemstilling eller et bredere erfaringsfundament at træffe design- eller teknologibeslutninger ud fra.
Generelt finder jeg det enormt inspirerende at høre andre dele deres passion for, og erfaring med, en bestemt teknologi eller andet vidensområde. Og på Django Day var de fleste præsentationer enten direkte relevante for en proces eller problemstilling vi allerede står med (eller ved vi kommer til at stå med) – eller berørte nogle mere overordnede principper og procedurer, der ligeledes er relevante for vores arbejde.
Derudover har det altid været min oplevelse, at Django-fællesskabet er meget åbent og imødekommende – der er stort fokus på diversitet og inklusion, både i selve Django-fællesskabet og som integreret design i de løsninger vi som udviklere beriger verden med. Danmarks Django-fællesskab er ingen undtagelse, så ud over det direkte faglige udbytte fra de forskellige præsentationer fik jeg personligt også meget ud af det mere uformelle aspekt af arrangementet. Muligheden for at snakke med foredragsholderne og gå i dybden med et relateret problem, eller diskutere fælles udfordringer og problemstillinger – eller bare fælles interesseområder – beriger ethvert fagligt arrangement. Samtidig kan det potentielt give grobund for fremtidige samarbejder, enten på konkrete projekter eller omkring Django-fællesskabet og udbredelsen af open source software generelt.
Grundet corona-situationen blev Django Day arrangementet i år tilpasset så det også var muligt at deltage virtuelt – både for gæster og foredragsholdere. Selv foretrak jeg fysisk fremmøde, da jeg jeg mente, at det ville give størst udbytte af “pause-networking” og de andre mindre formelle dele af arrangementet. Arrangørerne havde dog sørget for at skabe et virtuelt rum (via en open source chat-platform) for at understøtte både networking, uddybende spørgsmål og anden erfaringsudveksling i et virtuelt forum – ikke bare under arrangementet men også efterfølgende. Samtidig er alle præsentationer lagt ud online på DjangoDay.dk, og er man blevet blot det mindste nysgerrig kan jeg kun anbefale at man tager et kig derind – kan man lide hvad man ser, så tag med til næste år.
Jeg skal i hvert fald af sted igen!