Udviklerdage og sommerfest 2025 – to dage med faglig fordybelse, fællesskab og solskin

Medarbejderblog - Udviklerdage og sommerfest 2025

Sommeren er stille og roligt kommet til Danmark – og solen var heldigvis også med os, da vi den 15. – 16. maj samlede kolleger fra både Aarhus og København til vores halvårlige udviklerdage. To dage med workshops, nørderi og samarbejde – og ikke mindst en god portion fællesskab, som kulminerede i årets sommerfest.

Når vi samler vores kolleger på tværs af lokationer, handler det ikke bare om faglige emner – det handler om at styrke de relationer, som til daglig holdes i live på afstand. For vi ved, at noget helt særligt opstår, når man står sammen foran et whiteboard, griner over en frokost eller løser en udfordring sammen.

Et frikvarter for fagligheden

Udviklerdagene bød på teambaserede workshops, hvor vi fik lov at dykke ned i de idéer og emner, der normalt ryger nederst i bunken i en travl hverdag. Her blev der nørdet løs i de forskellige teams – og det er netop i disse rum, vi får rykket ved både vores viden og perspektiver. 

For os som medarbejdere  betyder det et velfortjent afbræk og nye indsigter. For Magenta som helhed betyder det styrket sammenhængskraft og endnu stærkere kompetencer.

Rundbold, kor og kolde øl

Men vores udviklerdage handler ikke kun om faglighed. Torsdag eftermiddag rykkede vi udenfor til rundboldturnering, Spikeball og senere pizza under åben himmel.

Og fredag lukkede og slukkede vi med manér. Sommerfesten blev skudt i gang med en korworkshop, hvor vi – ganske imponerende – fik sunget os op i trestemmig harmoni (!). Aftenen bød på lækker mad, taler, musik, dans og masser af grin – præcis som en Magenta-fest skal være.

Fællesskab er noget, vi gør

Det kræver tid og energi at bringe folk sammen fysisk, men erfaringen viser os gang på gang, at det betaler sig. Udviklerdagene er ikke bare to sjove dage i kalenderen – det er en investering i samarbejde, motivation og ikke mindst trivsel.

Vi glæder os allerede til næste gang.

Udviklerdage og sommerfest 2025
Udviklerdage og sommerfest 2025
Udviklerdage og sommerfest 2025
Udviklerdage og sommerfest 2025
Medarbejderblog - Udviklerdage og sommerfest 2025

Læs mere