Sådan arbejder vi - Leverancemodel til agil it-udvikling
I Magenta har vi udviklet en leverancemodel, der sikrer, at jeres projekt kommer igennem de nødvendige skridt, for det bedst mulige slutresultat. Modellen er baseret på best practices, tyve års erfaring med agil it-udvikling og har fokus på kvalitet.
Foranalyse
Det første, der sker, når vi skal kigge på jeres IT-projekt, er, at vi afprøver jeres business case. I har med sikkerhed gjort jer en masse gode overvejelser om, hvorfor systemet skal bygges! Gennem en foranalyse vil I ofte blive opmærksomme på endnu flere fordele, der kan opnås. Har I gjort jer overvejelser om, hvad den konkrete tidsbesparelse er? Bliver en medarbejders arbejdsflow mere intuitivt eller mere præcist? Er der fokus på kernebudskabet? Hvad er de konkrete succeskriterier? Er der særlige KPI’er, der skal forbedres?
Resultatet af foranalysen vil være en grundlæggende forståelse af jeres behov, en styrket business case og en forståelse for omfanget af projektet.
Business case-analyse
Noget af det første, vi undersøger, er, hvor jeres nye løsning skaber værdi: Er det for en særlig brugergruppe? Er det en arbejdsproces, der effektiviseres?
Brugerundersøgelser
Vi foretager indledningsvise undersøgelser af brugerne. Hvad er behovet? Hvis der allerede eksisterer en løsning, hvordan fungerer den i så fald, og hvordan kan den forbedres?
Omfangsanalyse
Forståelsen af løsningens omfang nuanceres efterhånden som foranalysen skrider frem, og ved fasens afslutning kvalificerer vi estimatet for udviklingen af jeres løsning.
Analyse
Når du skal bygge et hus, går du sjældent i gang uden først at have gennemtænkt planerne med arkitekter, byggesagkyndige, håndværkere mv. Sådan bør du også tænke, når du skal udvikle et IT-projekt. Noget af det vigtigste ved et IT-projekt er at gøre sit forarbejde ordentligt. Det er en af de sikreste måder at overholde sine krav til kvalitet og budget. At arbejde agilt og med en inkrementel udviklingsproces er en af de metoder man kan bruge for at sikre sig en veludført analysefase og et godt fundament for alt udviklingsarbejdet – fra backend arkitektur til konkrete brugerflows og visuelt udtryk.
Når vi er færdige med analysefasen, vil I have konkret dokumentation, som danner grundlaget for den videre udvikling og det fælles forståelsesgrundlag, der skal til for at kunne forventningsafstemme og komme i mål med et vellykket projekt.
IT-arkitektur
Som en del af analysefasen vil der blive udarbejdet dokumentation for arkitektur, API, hvilke teknologier, der skal benyttes, og alt andet, der udgørden tekniske forudsætning for projektet.
Brugervenligt design
Gennem brugertests afklares brugerflows og design. Som resultat af analysen vil I have konkret brugerdesign og eksempler på sider.
Projektplan
Som et led af analysen lægges også en samlet plan for projektets milepæle, så omfanget både i arbejds- og kalendertid bliver tydeliggjort.
Agil udvikling
Hos Magenta arbejder vi helst agilt med fokus på inkrementelle leverancer. Det betyder, at vi i korte udviklingsforløb på 2-4 uger udruller kernefunktioner i produktet, så I selv kan følge med og teste. Udover at det skaber gennemsigtighed, er agil udvikling også centralt for, at I løbende kan melde tilbage, hvis noget skal ændres. For selvom vi sammen har lavet en solid foranalyse, er det alligevel sandsynligt, at der vil opstå nogle ændringsønsker undervejs – ændringsparathed er helt centralt for vores leverancemodel. Ved at udrulle produktet løbende kan vi tage hånd om dem så tidligt som muligt. Kunden kan vælge at sidde med til SCRUM-møder, som “product owner” og teste fra første version (MVP).
Udviklingssprints
Vi planlægger typisk sprints af 2-4 ugers forløb, hvor der fokuseres på at udrulle funktionalitet, der efterfølgende kan testes direkte af brugerne.
Brugertests
For at sikre at al funktionalitet lever op til kvalitetskravene, tester vi internt (QA) og I tester funktionerne som en del af egentlige brugertests.
Løbende prioritering
At arbejde med en inkrementel udviklingsprocess betyder, at I løbende kan prioritere leverancens del-mål, så det altid er det, der skaber mest værdi, der får størst fokus.
Overlevering
Når udviklingen er veloverstået, skal vi også overlevere projektet på en god måde. Vi gennemgår den aftalte leverance og giver håndslag på et vellykket projekt. Overdragelsesprocessen afhænger af projektets omfang, men handler altid om, at projektet bliver afsluttet med tilfredse parter på begge sider af bordet.
Som det sidste skridt i et projektforløb tager vi sammen en evaluering af projektet: Hvor gik det godt og hvor kunne vi have været bedre? På den måde bliver de erfaringer, vi gør os i løbet af projektet, omsat til læringer, der kan bruges af begge parter fremover.
Overdragelsestest
Overdragelsestesten er den formelle godkendelse af løsningen og varierer i størrelse alt efter løsningens omfang. Uanset omfanget er det her der formelt gives håndslag på at løsningen er færdig.
Implementering
Den færdige løsning implementeres, og ejerskabet overdrages. Skal I selv drifte jeres løsning, sørger vi for, at den nødvendige viden overleveres.