Studenter til salgs-, grafik-, kommunikations- og researchopgaver

Hos Magenta søger vi studenter til vores nyetablerede salgs- og researchenhed. Du vil komme til at indgå i et tværfagligt salgsteam bestående af studerende med forskellige fagligheder. Vi har brug for både den dygtige dataanalytiker, grafikeren og den udadvendte sælger.

Hos Magenta arbejder vi med open source softwareprodukter, som hjælper vores kunder med alt fra økonomistyring til GDPR-håndtering. Vi har i en lang årrække arbejdet meget tæt med særligt vores kommunale kunder, og vores salgsindsats har i høj grad været baseret på dialog direkte med de enkelte kunder. I trit med at vores forretning har udviklet sig i retning af hyldevarer og SaaS-løsninger ønsker vi nu at etablere en salgsenhed, der både skal stå for research, markedsanalyse, kommunikation, grafik og kundekontakt.

Hvad skal salgsenheden lave

Salgsenheden har en række opgaver, som alle skal understøtte en mere proaktiv salgs- og kommunikationsindsats. Det er en klar målsætning at have meget fyldestgørende data om markedet, som løbende vedligeholdes. Her er nogle af opgaverne, som er i spil:

  • Afdækning af markedet hos både private og offentlige kunder
  • Afdækning af konkurrerende produkter, evt. GAP-analyser
  • Målretning af kommunikations-, web- og SoMe-indsats
  • Udarbejdelse af grafik, herunder 1-pagers, manualer, hjemmesider m.m.
  • Generering af salgsleads
  • Første kontakt til kunderne og afholdelse af demo’er
  • Vedligeholdelse af data i et CRM-system

Hvilke profiler søger vi

Vi søger dygtige studerende med blandet faglighed. Nedenfor følger et overordnet overblik over de roller, vi forestiller os skal indgå i teamet. Hvis du dækker flere af rollerne, er det bare et plus, og mener du, at du kan bidrage med noget, som ikke fremgår af opslaget her, er du også meget velkommen til at søge og fortælle os om dine tanker.

Grafikarbejde

Du skal kunne lave 1-pagers, vedligeholde websites og udarbejde salgsmateriale. Det er et meget stort plus, hvis du selv kan implementere hjemmesider og selv kan løse opgaver med CSS og HTML.

Analytisk arbejde

Du skal trives godt med at organisere data og også finde det spændende at analysere på de data, du opsamler. Opgaverne vil også handle om research og markedsafdækning. Der vil sandsynligvis være en grad af kundekontakt i forbindelse med indhentning af data.

Salgsarbejde

Du skal have det godt med at tage den første kontakt til potentielle kunder og ikke være bange for at følge op, selvom du ikke hører noget tilbage første gang. Det er samtidig vigtigt, at det arbejde, du laver også bruges til at styrke det videre datagrundlag. Så selvom du ikke nødvendigvis er talknuser, skal du være velorganiseret.

Kommunikation

Du vil få ansvar for at arbejde med vores SoMe-profiler, arbejde med andre former for salg end den direkte kontakt, og du vil skrive salgsmateriale, nyhedsbreve og vedligeholde hjemmesider.

Om teamet generelt

Salgsenheden bliver et nyt team, og du vil i høj grad være med til at kunne præge, hvordan der arbejdes. Magenta er en virksomhed, hvor det gode argument altid tager forrang, så har man en god idé og gode argumenter for den, bliver der altid lyttet. Af samme årsag ønsker vi også at sammensætte teamet af idérige, ansvarsfulde personer, der arbejder selvstændigt og følger opgaver helt til dørs eller spørger kolleger om hjælp, når man går i stå. Teamet vil referere direkte til et medlem af ledergruppen, men vil i høj grad være selvorganiserende.

Kort om Magenta

Magenta er en virksomhed stiftet i 1999 med fokus på udviklingen af egne open source-produkter. Over de seneste 5 år har vi oplevet meget vækst og blev i 2020 kåret som Gazelle-virksomhed. Vi er en virksomhed, hvor vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og fritid, og hvor det skal være rart at gå på arbejde. Både fordi man bliver fagligt udfordret, og fordi det sociale også skal fungere.

Du kan læse mere om vores arbejdsmiljø ved at trykke her.

Er du interesseret i stillingen så send en ansøgning til apply@magenta.dk

Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte Frederik Denning, Chef for Drift og DevOps på fd@magenta.dk eller telefonisk på: 81 77 80 98.

Leverancemodel
Kontaktperson

Frederik Denning

Frederik Denning
Projektleder
fd@magenta.dk
+45 81778098